Antal besøgende

onsdag den 24. november 2010

1 måned fra nu af...

Så er der sørme kun 1 lille bitte måned til juleaften :) Udenfor er der faldet utrolig meget sne, og alle folk virker til at være i "lille december" humør :) I går blev Hobro by lukket pga. snekaos - VILDT at det allerede sker i november måned!!! Jeg skulle have været på besøg i en børnehave med min projektgruppe, men måtte melde fra i sidste øjeblik, da jeg ikke ville kunne få lov at køre ud af byen. Ja, vi har jo fået bil nu, som blev leveret i mandags - på sommerdæk :( Så den har ikke været ude at køre rigtig endnu... Men, tilbage til i går! Busser, lastbiler og store biler sad fast diverse steder igennem byen, og kunne ikke komme op ad bakkerne nogle steder - Hobro ligger i (TV2 News kaldte det en dal, meeeeen...) et hul, så det er umuligt at komme ud af byen, hvis man først er kommet derind i sådan et vejr. Jeg skulle i hvert fald ikke risikere liv og lemmer for at komme udpå vejene - så hellere blive hjemme i trygge.
I dag har projektgruppen holdt fri, så der har den stået på oprydning, rengøring og juleoppyntning i det lille hjem på Bymarken.

Ha' en god eftermiddag - og husk at få vintersutter på!!!

PS: Jeg er nu i 28. uge og jeg GLÆDER mig som en gal til at møde vores lille søn :)

fredag den 19. november 2010

I sne står urt og busk i skjul...

Godmorgen med stort GOD! Klokken er nu 5:34, og jeg har ligget vågen i min seng alt for længe.. Jeg er som regel verdens største B menneske, men alligevel er jeg i super godt humør lige fra morgenstunden af... Også selvom det er kl. bæ på en lørdag. Har I set udenfor?? Der er jo helt hvidt!! Det sner, og sneen forsvinder ikke bare med det samme igen... Den har lagt sig - og det er jo bare vidunderligt at vågne til sådan et smukt syn :) Grunden til, at jeg er så glad og positiv lige fra morgenstunden af, kan selvfølgelig også have noget at gøre med, at min dejlige søster fødte en velskabt søn i gar - en stor dreng på 4800 gr og 56 cm! Han er helt mørkhåret og har "elastikker" på arme og ben ifølge udsagn fra hans far. Jeg har ikke selv haft fornøjelsen at møde den lille ny i familien endnu, men håber på at kunne besøge den lille familien engang i dag.
Dagen i dag skal bruges på at køre en ven til Århus, forhåbentlig et barselsbesøg, lidt oprydning og rengøring i hytten og aftenskaffe hos min mands storebror og hans familie.

Ha' den skønneste lørdag! - Og husk at byde nye medlemmer velkomne :)

En ekstra husker - NYD SNEEN!! :)

torsdag den 18. november 2010

Dumme, dumme dag.. Og en bunke kviste..

Tjaeh... Overskriften taler vidst for sig selv... Jeg har vidst jordens største off day. Det startede egentlig i nat, hvor min mand lå syg med feber - han vendte og drejede sig konstant, så det var umuligt for alle andre (dvs. mig) at falde i søvn. Selv kattene havde søgt ly inde på sønnikes værelse! Nå, men så begyndte Claus' vækkeur så småt at ringe, og han stod op og kom afsted på arbejde... Og så vågnede jeg så alt ALT for sent til at kunne nå en bus i skole. Og så blev resten af formiddagen bare farvet derefter... Skrev en besked til min søde søster, om hvor røv min morgen har været, og hun kom straks med 100 ideer til, hvad jeg så lige kunne give mig til. Det endte med at jeg fulgte lidt af hendes råd - det var umuligt at nå dem alle ;) Men, nu er humøret på vej tilbage, efter en lille tur i haven, hvor jeg fik klippet nogle små kviste af de nøgne buske og træer. Dem har jeg sat i nogle små flasker, som jeg købte i Biva i går. Hvert sæt kostede kun 5kr!!
Den store gren har jeg taget fra vores kamæleonbusk, som står snoet op ad stolperne på terrassen. Grunden til, at den har fået lov at komme med ind i varmen er, at den var så smukt snoet om sig selv - det ser fantastisk ud, men kan ikke fange det ordentligt på et billede..


Jeg synes, at det ser rigtig flot ud, sådan som de forskellige kviste komplementerer hinanden. Nu gælder det bare om, at få Tove og Daimi til at lade være med at bide min "dekoration" i stykker :)


I går aftes var min mand til et arrangement, hvor ham og hans håndboldkammerater skulle belønnes med en middag med byens borgmester og diverse andre fine hoveder, fordi de sidste sæson rykkede op i 3. division, som det første hold nogensinde i denne håndboldklub. Udover middagen, fik de også et par små gaver - heriblandt en lille bitte sportstaske, som Tove har kastet sin kærlighed over. Hun kan lige med nød og næppe have hele kroppen ned i tasken på én gang. Her ligger hun og putter til middag - uden overhovedet at opdage, at mor tog et billede af hende :)
God eftermiddag til alle - og husk at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget... Eller noget... ;)

mandag den 15. november 2010

Graviditets gene numero uno!!

Den ting, jeg er allermest træt af, og som generer mig ufattelig meget, er faktisk slet ikke noget med mig at gøre... Det er dét, at andre folk skal kommentere, hvor kæmpe stor jeg er, i forhold til at være i 26. uge, og hvor lille sandsynligheden er for, at jeg taber mig igen efter fødslen. Det er da bare virkelig noget, jeg ikke gider høre på. Jeg siger ikke, at små kommentarer med, at maven er vokset, er uvelkomne. Man må hellere end gerne snakke om min mave, så længe det ikke bliver til timelange lektioner om, hvorfor andre lige præcis synes, at jeg er enorm og at det "godt nok bliver hårdt for mig senere".. Jeg synes nemlig slet ikke selv, at jeg er voldsom stor. Jeg synes, at jeg har en pæn gravid mave, og at den lige præcis passer i størrelsen til, hvor langt jeg er henne. Jeg spiser ikke mere end jeg plejer - tværtimod synes jeg faktisk, at jeg spiser mindre, da jeg bliver mæt på nul komma fem. For at berolige mig selv, fortæller jeg mig, at alle gravide jo bærer maven forskelligt, og at jeg slet ikke er unormal stor eller kæmpe. Men, det er skisme da lidt svært at blive ved med at tro på sig selv, når man én gang om dagen skal have kastet den der kolde spandfuld vand i hovedet.
Og nu siger jeg ellers tak for lige at kunne komme af med en lidt frustrationer :)
Jeg krydser stadig fingre for at køretøjet bliver vores!! Faktisk har det været ret svært at skrive det her indlæg!!! ;)

søndag den 14. november 2010

Rod, rod og en gammel cigaræske...

Børneværelset som det ser ud i dag... Det roder og er måske lidt uoverskueligt.. Men, vinduer og vægge er malet, møblerne samlet og det første babytøj vasket og lagt på plads - vi er faktisk ret godt med :)





















I stedet for at købe puslebord - som i øvrigt sgu da er sindssygt dyre (?!?!), så har vi valgt at købe en stor og lang kommode, som vi også selv kan opbevare vores tøj i. Vi synes, de var smartere sådan - den kostede alligevel det samme som et puslebord med to skuffer og en låge.. Nu er der nok nogen, der tænker - ja, det er da virkelig smart, men hvor skal babyen ligge og få skiftet ble, fjols?! ;) Det er simpelthen så heldigt, at vi bor i et gammelt ´70'er hus, hvor man dengang ikke kunne leve uden et grovkøkken. Derude er der masser af bordplads - som i øvrigt er så dyb, at puslebriksen kan ligge der helt uforstyrret, og lige ved siden af bordpladen hænger en stor håndvask på væggen. Så, det kan jo nærmest ikke være bedre :) Jeg glæder mig til, at børneværelset er færdigt, for så står den på projekt pusleplads :)
Jeg har været på jagt efter en gammel kagedåse, som jeg ville bruge til min juledekoration med kalenderlys i - har været i alle genbrugs'erne her i området, men alle andre har været mig på forkant!! Så jeg havde egentlig bestemt mig for at købe sådan en eller andet ting, der var færdiglavet og bare klar til at putte et lys i, da jeg pludselig kom i tanke om, at der jo har boet en gammel dame her i huset, som måske har haft en gammel kagedåse... :) Hun efterlodsig de ting, som hun ikke ville have med sig mere, og de ting rummer bla. et gammelt, vildt fedt the sæt af tin og træ, et gammelt porcelæns the stel og en masse, masse mere. Så jeg gik på jagt ude i garagen, hvor jeg fandt denne sjove cigaræske, som har nogle rigtig gode "julefarver".
Den skal få lov at blive fyldt med ler, mos, gran og måske en gammel piberensenisse her i slutningen af november.
Dagen i dag kommer til at foregå med at vente på (forhåbentlig) spændende nyt fra mekanikeren. Vi har været ude og se på en bil, som vi begge to rigtig gerne vil eje - det har ellers taget sin tid at finde den. Min mand på den ene side med en masse kriterier, og jeg selv på den anden side med nærmest ingen kriterier. Nu vil jeg nemlig bare gerne snart have noget at køre i igen. For næsten nøjagtig et år siden, var jeg indvolveret i et lille biluheld (det var IKKE min skyld), som vores elskede gamle Toyota desværre ikke overlevede. Siden har vi ikke haft noget køretøj udover cyklerne, men til gengæld har vi haft en masse gode venner og familien til at låne os deres biler eller til at lege chauffører for os. Men, efter at vi venter os, har vi besluttet, at vi ikke længere kan leve uden noget på fire hjul. Vi har kastet vores kærlighed på en lidt ældre Audi A6 st.car - en ordentlig lang kamel, skal jeg hilse at sige fra kokken!! Og i dag skal den så på en lift, så mekanikeren kan kigge den igennem - er der ingenting i vejen, så er det vores bil :) Så jeg krydser mine efterhånden småfede fingre hele dagen... I hvert fald til kl 16! Der skulle dommen gerne være faldet.
Ha' en hyggelig mandag - og husk at led de gamle gemmer igennem, inden du går på genbrugsjagt!

søndag den 7. november 2010

a.k.a. snotungen..

Så blev jeg helt 100% ramt.. Har den sidste uge gået og småsnottet lidt, men troede egentlig, at det var gået i sig selv igen - det skal siges, at jeg er mester i at skrabe influenzaer og forkølelser til mig. Men, da jeg vågnede ved firetiden i nat og følte, at mit hoved var på størrelse med sjælland, vidste jeg godt, hvad klokken var slået... Lægens ordre: hvile, pleje og masser af kamille the. Så nu vil jeg begive mig ned til rema for at købe ind til en hel dag under dynen.

Ha' en bedre start på ugen end mig - og husk at købe lommeletter!

Vi går en travl tid i møde...

"Sikken voldsom trængsel og alarm..." - sådan kommer der snart til at lyde i det lille hjem på Bymarken. Vi går nu ind i en tid, hvor kalenderen er ved at være booket op til efter nytår - heldigvis er det eget valg. Men, kender I det, hvor man har besluttet sig for, allerede inden man begynder at snakke julefrokosttid, at i år skal man ikke fare land og rige rundt, næh nej, i år skal man give sig lov til at slappe af engange imellem, og så må man altså melde fra til nogle af de mange arrangementer, man nu bliver inviteret til! Sådan et år SKULLE min mand og jeg have haft... Men, pludselig er vores kalender altså blevet fyldt op med aftaler, julefrokoster i massevis og et enkelt bryllup plus barnedåb. Vi glæder os heldigvis til det hele :) Vi har dog formået at melde fra til diverse ting og sager efter nytåret. Her skal jeg afslutte 5. semester på pædagoguddannelsen til januar, hvorefter jeg går på barsel, og vi skulle jo gerne have nået at gøre klar til lilleputtens ankomst. Manden min er netop ved at male vinduerne på drengebarnets værelse, og når han er færdig med det, så mangler vi kun at få slæbt møblerne derind og sat lamper op. By the way - hvor kan man købe fede børnelamper? Synes ikke det er lykkedes mig at finde noget, der slår benene væk under mig :(
Tænk sig engang - om cirkus 15 uger kommer vores lille dreng til verden. Jeg forestiller mig en smuk oplevelse med kun gode minder og masser af smil og latter... Ja, jeg lever i en fantasiverden, men hellere dét end i frygt. Åbenbart går jeg rundt og signalerer "Ja, kom og fortæl mig om din veninde, som knapt nok kunne bevæge sig efter fødslen, din svigerdatter som led så frygteligt i 45 timer eller dig selv som nærmest ikke mærkede, at du sprækkede - selvfølgelig først da du blev syet sammen!!" Jeg har ærlig talt slet ikke lyst til at høre om andres fødsler, da jeg er skrækslagen over den jeg selv skal forestå snart!

Nu vil jeg høre Clausen, om han kunne tænke sig at se Frøken Nitouche sammen med mig og verdens største snollerskål :)
Ha' en dejlig skyfri søndag - og husk at svar på det med lamperne! :) :)

torsdag den 4. november 2010

Jeg...

-elsker min familie!
-går ikke på kompromis med spegepølse!
-bruger for mange penge!
-glæder mig til at blive mor!
-er langsom til at stå op om morgenen!
-kan egentlig godt lide at det roder en lille bitte smule!
-glemmer altid at vande blomster!
-arbejder bedst under pres!
-sover pt. ad h til om natten!
-ønsker mig den store julekalender fra Helena Rubinstein!
-kunne godt bruge en omgang fodmassage!
-glæder mig til at børneværelset er færdigt!
-vil ønske at det snart var tilladt at være i julehumør!
-skriver den her liste, som overspringshandling i oprydningen herhjemme!

Fortsat god torsdag - og husk at få fingeren ud og komme i gang!