Om sådan cirkus et halvt døgn modtager jeg en opringning fra fødegangen på Randers Regionshospital, hvor jeg får at vide, hvornår jeg skal komme ind og blive sat i gang.. Egentlig burde jeg jo være glad, fordi der nu endelig kommer til at ske noget, men sidder altså lidt tilbage med følelsen af at blive snydt på en måde.. Snydt for overraskelsen ved at vandet pludseligt går fx - ja, jeg ved godt, at det alligevel ikke er alle fødsler, hvor vandet går af sig selv.. Men, alligevel.. Havde ikke regnet med at den første fødsel, jeg skulle komme til at opleve, ville været præget af aftaler på fødegangen, stikpiller, ballonkatetre og dét at få prikket hul på vandet.. Og jeg havde da slet ikke tænkt i de baner, at jeg skulle gå 14 dage over termin.. Nok fordi min egen læge var så flink til at fortælle, at jeg af en eller anden grund var i risikogruppen for en for tidlig fødsel.. Dér fik hun jo så ikke helt ret..
Mandse er meget spændt på i morgen.. Mere end mig.. Jeg prøver på ikke at sætte næsen op efter noget, for i realiteten kan de lige så godt ringe og sige, at der ikke er plads i morgen, så det må udsættes til onsdag.. Ved godt jeg lyder utrolig negativ, men det er altså sådan jeg inderst inde har det lige nu.. Jeg har været så spændt så længe, og nu er jeg altså ved at blive sådan en smule desperat, grænsende til sindssygdom!! Så, jeg tør i hvert fald ikke sætte mine forventninger op til noget som helst..
Det er sgu da også i grunden en mærkelig opringning at gå og vente på... No wonder man bliver lidt bims..!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar